Hvad skal man vide om Tysklands kultur og baggrund for at kunne tale med en tysker? Hvad fortæller et sprog om mennesket og kulturen?
Tysk åbner døre til nye verdener og giver viden om mennesker og deres kultur. Omkring 190 millioner mennesker på verdensplan taler tysk som modersmål eller som fremmedsprog, og i Europa er Tyskland ét af de lande, som har mest magt og indflydelse. Samtidig har Tyskland som intet andet europæisk land præget vores historie og kultur. Østrig og Schweiz er også vigtige lande, hvor man taler tysk.
Tysk læres bedst ved at blive anvendt i direkte kontakt med et tysk sprogområde. Vi har derfor kontaktskoler i Tyskland. I Dorf Mecklenburg, som ligger i det tidligere DDR, har vi haft udveksling siden 2005. Vi besøger jævnligt vore kontaktskoler i Berlin og har netop fået etableret en kontakt i Hamburg.
I tysk arbejder vi intensivt med sproget. Gennem samtale om tekster og film samt viden om kulturelle og samfundsfaglige forhold har vi fokus på at udvikle dine kommunikative færdigheder.
I det daglige arbejde vil du møde forskellige arbejdsformer afhængig af, hvad vi arbejder med. Det kan være pararbejde, gruppearbejde eller opdeling af klassen i mindre hold/stationer – alt sammen for at fremme din deltagelse i faget. Nogle emner lægger vægt på samtalen, den umiddelbare dialog på tysk. Andre emner lægger op til informationssøgning og brug af digitale medier for at forstå, hvad der sker i de tysksprogede områder både før og nu.
Som en naturlig del af tilegnelsen og udviklingen af sprogfærdigheden fokuserer vi sideløbende på den tyske grammatik, således at der opnås en stadig større korrekthed. Dette sker både i forbindelse med skriftlige øvelser og i samtalen.
Vi vil arbejde med forskellige emner – det kunne for eksempel være:
- Hvordan er det at være ung i Tyskland?
- Hvordan opstår fordomme om tyskere, og hvordan kommer vi dem til livs?
- Fremmede i Tyskland. Hvad er den tyske Willkommenskultur? Hvad er Pegida?
- Har det stadig betydning, om du befinder dig i Øst- eller Vesttyskland?
- Berlin - en central hovedstad i Europa, både historisk og i dag.
- Sport som identitetsskaber.
- Krimi og eventyr som springbræt til kommunikation og almendannelse.