Spansk er et verdenssprog, der tales af ca. 460 millioner mennesker, og det er samtidig det officielle sprog i mere end 20 lande. De fleste tænker nok først på Spanien, når sproget nævnes, eller måske på ét af de mange lande i Latinamerika, der har spansk som modersmål, men faktisk finder man også i USA mere end 50 millioner spansktalende i befolkningen. Lærer du at tale spansk, åbner der sig altså ikke bare én men flere verdener foran dig af nye oplevelser og forståelser for mennesker og fremmede kulturer.
Spansksprogets store udbredelse gør det spændende at arbejde med. Spanskfaget dækker ikke alene det konkrete sproglige arbejde med at lære at kommunikere på skrift og i tale på spansk, men er samtidig også et kulturfag, der dækker alt fra kunst, religion og historie til samfundsforhold og måske endda mad i de spansktalende områder.
Det første år vil hovedfokus være på det sproglige arbejde. Har du spansk som begyndersprog, vil du opleve, at du, især det første år, tager store faglige skridt fra gang til gang i undervisningen. Det gælder derfor om at følge med fra start! Det første år af spanskundervisningen hos os er ofte præget af rutiner og repeterende øvelser, der kan give en tryghed til dig som elev, og som samtidig støtter op om din læring og begyndende ”paratviden” indenfor sproget. Det er vigtigt, at du føler dig tryg og fri til at prøve kræfter med sproget - spansk lærer man nemlig ved at bruge det!
Har du spansk som begyndersprog, forventer vi ikke, at du har noget særligt med fra folkeskolen, idet vi starter op helt fra bunden. Sproget er på dette stadie ikke voldsomt svært at lære, idet der er stor overensstemmelse mellem den måde de spanske ord skrives på og udtalen af ordene. Du vil altså hurtigt kunne udtale nærmest hvad som helst på spansk. Samtidig er grammatikken logisk bygget op uden alt for mange undtagelser fra reglerne. Indlæring af ordforråd og grundlæggende grammatik sker i 1.g via en kombination af arbejde med tekster og øvelser fra grundbøger, internetbaseret materiale, lege og spil, rollespil, lytteøvelser, billedbeskrivelser o. lign. som sammen med den hurtige sprogudvikling motiverer dig til at lære mest muligt, så du relativt hurtigt vil være i stand til at gøre dig forståelig på spansk og håndtere konkrete dagligdagssituationer på sproget.
I 2. og 3.g bremses den hurtige sproglige udvikling en anelse op, og vi begynder i stedet at fordybe os i en række temaer, som kan tage afsæt i de spansktalende landes kultur, historie eller samfundsforhold. Dermed vokser faget sig større og omfavner langt mere end det rent sproglige. Her er der rig mulighed for at netop dine interesser kan fanges, idet temaerne kan handle om alt lige fra fodbold til gadebørn, fra diktaturer til kunst samt fra ungdomsarbejdsløshed til narkotika.
Efter at have haft spansk i gymnasiet, vil du nu være klar til at indtage den store spansktalende del af verden og her kommunikere med lokalbefolkningen på det sprog, der er deres. Du vil endda være i stand til at tale med om de temaer, der rører sig hos befolkningen samt den historie, som landene er en del af.