Total opløsning, tendenser, tillidsbrud mellem den såkaldte elite og det såkaldte folk. Overalt i Vesten er vi vidne til strømninger, der er tumultariske, komplekse og potentielt farlige for vores danske demokrati.
I samfundsfag undersøger vi disse strømninger, der sker her og nu. Vi forsøger at forklare dem, og vi diskuterer mulige løsninger - før det er for sent.
Det er et væsentligt princip i samfundsfag, at vi tager afsæt i aktuelle emner, der diskuteres i medierne, iblandt politikerne og måske endda omkring spisebordet. Målsætningen er, at vores elever skal opleve undervisningen som nærværende, vedkommende og relevant i forhold til deres dagligdag, så spørgsmål som ”Hvad rager det mig, hvem de vælger som præsident i USA?” bliver nemmere at give svar på. Vores ambition er i den forbindelse, at vores elever anvender disse svar til at være mere deltagende i det danske demokrati, så sandsynligheden for at flere og flere i Danmark stiller et lignende spørgsmål, f.eks.: ”Hvad rager det mig, hvem vi vælger til at danne regering i Danmark?” bliver stadig mindre. Det er vores ambition, at faget kan være medudvikler til et mere dannet samfund.
Samfundsfag skal være sjovt, selvom mange af de emner vi tager op i undervisningen, måske nok kan være alvorlige. Vi gør meget ud af at integrere det omgivende samfund i undervisningen – så faget ikke bare bliver spekulativt og teoretisk, men konkret interagerende. Det er nemmere at forstå samfundet, når man oplever det på egen krop!
Det er imidlertid også vigtigt også vigtigt for os at understrege, at ting der sker langt væk, hurtigt kan få betydning for os her i Favrskov-området. De globale, det europæiske, det nationale og lokale spiller sammen….
Typiske emner i samfundsfagsundervisningen
- Polarisering af den offentlige debat
- De sårbare unge – et portræt af de senmoderne unge
- Trump – hvem er hans tilhængere?
- Klimatruslen – på vej mod dommedag?
- Hvem har magten i Danmark?
- Den danske drøm – sociale ulighed og muligheder i Danmark
- Fort Europa – flygtningepolitik i EU
- Terrorisme – misforståede realitystjerner eller frihedskæmpere?
- Politik – hvordan får jeg indflydelse?