Forstå fysik, forstå din omverden
I fysik beskæftiger man sig med næsten alt:
Fra det helt små: det kunne være atomernes opbygning og brugen af disse ved behandling af kræft - til det helt store: det kunne være bestemmelsen af Universets alder ved at se på fjerne galakser. Og så er der lige alt det, der ligger i mellem - for hvordan er det lige, at den nye Tesla egentlig fungerer?
I fysik møder man teorier, der forklarer, hvordan solen omdanner masse til energi - og man møder teorier, der forklarer, hvorfor en sodavand holdes kold ved at pakke den ind i vådt avispapir og stille den i solen!
Der vil helt sikkert være noget, som netop du synes er spændende. Fysik handler nemlig om at forstå den verden, du lever i, og forstå principperne/idéerne/teorierne bag mange af de teknologiske landvindinger, som har ført os frem til det sted, vi står i dag. Tænk bare på den smartphone eller bærbare computer, som du sikkert sidder med lige nu.
Ofte starter man i fysikken med at stille et spørgsmål, der tager udgangspunkt i et dagligdags fænomen, som man undrer sig over. Her er et par spørgsmål at tænke over:
- Hvorfor føles cykelstyret af metal isnende koldt, når håndtaget af plastik føles lunt på en kold vintermorgen?
- Hvorfor brænder man sig ikke, når man sætter sig i en sauna, hvor temperaturen typisk er mellem 80 og 90 grader Celcius?
- Hvorfor er man vægtløs, når man befinder sig på den internationale rumstation (ISS), der kredser omkring jorden i ca. 400 km højde?
- Hvorfor kan hvaler kommunikere over flere hundrede kilometers afstand, når jeg ikke engang selv kan råbe en person op, der står 100 meter væk?
Svarene på de spørgsmål, man stiller, vil man ofte komme nærmere ved at udføre eksperimenter, der undersøger, hvordan tingene hænger sammen. Fysik er nemlig et eksperimentelt fag, så du kommer til at lave mange eksperimenter. Vi har det nyeste dataopsamlingsudstyr, så vi kan bruge tiden i klassen på at forstå og fortolke de målinger, som vi henter ind på computeren ved brug af de forskellige sensorer.
Når du skal løse konkrete fysiske problemstillinger, vil du ofte få brug for matematik. En fysikopgave kan på mange måder sammenlignes med en matematikopgave, men hvor ligninger og grafer bliver værktøjer til at løse opgaven. Du vil også komme til at løse åbne opgaver i mindre grupper, hvor gruppen selv fordeler arbejdet og selv styrer løsningen af opgaven. Det er samme proces, som man møder i mange moderne virksomheder, hvor det er medarbejdere, der i fællesskab løser problemerne.
Når du har fysik på FG, kommer du til at arbejde med nogle af de problemstillinger, som optager verden lige nu. Det kan være rumrejser til andre planeter i vores solsystem, robotteknologiens indtog i vores hverdag og den grønne omstilling frem mod et mere bæredygtigt samfund.
Med fysik i en studieretning vil du være godt klædt på til at opleve og forstå verden på en helt ny måde end den, man lige umiddelbart oplever med sine sanser.