Fransk er et fag til dig, der synes, at fransk og Frankrig er fedt, elsker at rejse i Frankrig, godt kan lide franske oste og rødvin, fransk film, fodbold, musik eller mode. Eller til dig, der finder det franske sprog fascinerende og gerne vil søge udfordringer ved at lære et nyt sprog. Eller til dig, der gerne vil have et godt udgangspunkt til at studere videre og senere finde drømmejobbet.
Da fransk er et begyndersprog, starter vi helt fra bunden, og man behøver ikke at kunne et ord fransk, før man begynder. Vi begynder i 1.g med det helt basale som fx ordforråd, udtale og grammatik. Efter 1.g bevæger vi os mere over en reel emnelæsning, hvor vi kommer til at arbejde mere dybdegående med franske temaer.
Franskfaget rummer både sprog, kultur, litteratur og historie. Vi har det sjovt og hyggeligt, og vi lærer både gennem leg, spil og hårdt arbejde – fx med udgangspunkt i romaner, noveller, filmklip, videoklip, reklamespots, nyhedsudsendelser og musikvideoer. Efterhånden bliver du så i stand til at indgå i samtale og diskussion på fransk, læse fransk, forstå fransk og skrive fransk. Du lærer også noget om franske og frankofone kultur- og samfundsforhold, som du så kan bruge til at forstå andre landes kultur og historie. Herunder kan du læse om nogle af de emner, vi har arbejdet med, og hvordan vi har arbejdet med dem.
Hvad laver vi i timerne?
I 1.g har eleverne lavet projekt om fransk madkultur og kulturelle stereotyper. Som afslutning lavede eleverne madvideoer. Du kan se en af dem herunder:
(indsæt video. Filmen hedder Ratatouille og ligger på stream i 19v – lærere og elever)
Et andet eksempel fra undervisningen er et forløb fra 3.g om eventyr, le conte de fée. Dette forløb har fx budt på festlige og kreative indslag. Eksempelvis er Rødhætte blevet fortolket og formidlet af eleverne i form af quizzer, illustrationer samt en ny og moderne version af eventyret opført som drama.
I undervisningen tager vi også fat på aktuelle emner fra den fransktalende verden. Det kan fx være terrorangreb eller fænomener som de gule veste. Ved sidste præsidentvalg arbejdede vi med de to spidskandidaters valgkampagner, og eleverne lavede deres egne kampagnevideoer til de to kandidater.
Franskfagets alment sproglige, kulturelle og globale dimensioner giver også rig mulighed for samspil med andre fag. Det kunne fx være om emner som kulturmøder, ungdomskultur, immigration og kommunikation.
Fra Favrskov til Frankrig
Vi forsøger i fransk at tilstræbe, at du får mulighed for at opleve sproget i autentiske omgivelser i form af en studietur eller et udvekslingsophold i Frankrig. Vores franskhold har tidligere været i Baskerlandet i det sydvestlige Frankrig, hvor vi besøgte en fransk gymnasieklasse.
Hvad siger eleverne?
”Den allerførste time forklarede vores lærer, hvordan det er vigtigt at huske at “baguette” betyder stav, så man ikke forestiller sig Harry Potter svinge med et flute, når man siger “une baguette magique”, som faktisk betyder tryllestav. Det satte hele rammen for et af mine kommende yndlingsfag - supersjovt og lærerigt.”
”Fransk er et af mine absolutte yndlingsfag! Det er utroligt fedt fag, hvor man lærer mange spændende ting - ikke kun om det franske sprog og grammatik, men også om Frankrigs kultur, folkefærd og historie”.
”Jo mere jeg lærer, jo mere forstår jeg skønheden i dette folkefærds levevis og nærer derfor dyb respekt for faget. Og helt ærligt, kan man andet end at elske et sprog, hvor ”skål” oversættes til ”tchin-tchin”? Så, s’il vous plaît, tag imod fransk med kyshånd – I vil ikke fortryde det. ”
” Jeg synes, at man skal vælge fransk af flere grunde. Det er et meget smukt sprog, det er udfordrende, men på en god måde, og det er en kæmpe fordel, at kunne lidt fransk - Hvis man gerne vil til Frankrig, det nordlige Canada, Schweitz. Der er nemlig mange andre lande, hvor fransk er et af hovedsprogene.”
”Faget tænker jeg er noget tæt på en nødvendighed. Man får helt vildt meget ud af at kunne flere sprog end engelsk og dansk, fx flere jobmuligheder.”
”Fransk er et spændende og flot sprog, og det er en sjov udfordring at prøve at lære det. Du skal vælge fransk, hvis du er klar på den udfordring og synes, det er sjovt at lære et nyt sprog”