På Favrskov Gymnasium kan du vælge filosofi på C-niveau som valgfag i 3.g.
Filosofi kommer af det græske filos som betyder ven eller ”en som holder af” og sofia, der betyder viden eller indsigt. Filosofi betyder altså kærlighed til viden.
Faget sætter en dyd i at beskæftige sig med viden for videns egen skyld, fordi det at stille spørgsmål og søge svar ligger naturligt til mennesket.
De spørgsmål vi beskæftiger os med, ligger inden for hovedområderne ontologi (som betyder læren om det værende) erkendelsesteori, etik, eksistens og politisk filosofi. Der er tale om ”de store spørgsmål”, dem som vi ikke har klare svar på. Det er ifølge filosoffen Bertrand Russell typisk for faget. Ifølge ham befinder filosofi sig nemlig mellem videnskab og teologi: Ligesom teologi spekulerer filosofien over emner vi ikke hidtil har kunnet opnå sikker erkendelse af, men ligesom videnskaben appellerer den til fornuften frem for autoriteter.
Spørgsmålene er af både teoretisk og ”praktisk” karakter.
Indenfor teoretisk filosofi kan det f.eks. være:
- Hvordan erkender vi?
- Er det primært gennem sanserne eller tænkningen?
- Hvad er det værendes grundsubstans?
- Kan vi overhovedet have sikker viden om verden udenfor vores egen bevidsthed?
- Er følgende et gyldigt argument; Gud eksisterer fordi det står i biblen, og alt hvad der står i biblen, er sandt, fordi det er Guds ord?
Og for praktisk filosofi:
- Må man benytte befrugtede æg til forskning eller til at kurere sygdomme?
- Er transhumanisme som genetisk manipulerede mennesker en ønskværdig udvikling?
- Er tvangsvaccination etisk acceptabelt?
- Hvad kendetegner den retfærdige stat?
- Hvad kendetegner mennesket?
- Hvordan har vores menneskesyn ændret sig fra antikken til i dag?
Det er et fag, hvor diskussion og argumentation fylder en del, men vi bruger også meget tid på at læse og forstå, hvad de store filosoffer gennem tiden har ment og sagt om emnerne. I den forbindelse læser vi uddrag af primærtekster, altså tekster skrevet af filosofferne selv. Det er derfor et fag, hvor man bliver god til at læse svære tekster og argumentere sagligt for sine synspunkter.